Kød og blod

En edderkop bygger hus i mit vindue,
og jeg lader den gøre det.
I tidlige morgener står jeg med en kop skoldhed te,
og ser hvordan gryets stråler spiller i alt-dækkende dug på hvidt spind.

Den har spist en flue, kan jeg se.
Hvor der i går var en lille spindmadpakke er der i dag kun et perfekt spind, uberørt, genopbygget.
Jeg nikker til den –
tak,
forestiller mig den nikker tilbage –
selv tak.
Der er mange myg herinde, siger jeg, vender ryggen til,
begynder min dag.

Om aftenen, når jeg kommer tilbage til vinduet, 
finder min iskolde te-rest, 
et spind der snart dækker hele min udsigt,
og fire små sorte figurer i spindet.
Den ene, stadig spækket med blodet fra mit højre lår
kæmper for sit liv.
den vrider sig fra side til side,
trygler om hjælp når den fanger mit blik – familie – bundet af blod.
Jeg forsøger at undertrykker væmmelsen som stiger opad, længere opad,
så godt som jeg kan – kan ikke ryste det af mig, 
at det er mit kød og blod myggen stjal – 
edderkoppen æder –
binder os sammen i den ydre fordøjelse.
Jeg kunne se myggen ætse og forvandles til edderkoppesnack – hvis jeg ville.
Vender mig endelig bort – for sent – og henter en småkage i køkkenet.

Edderkoppen tager sin tid, 
leger med maden som en kat –
som et menneske,
Der er kun krummer tilbage af småkage og myg.
Spiser edderkopper kage?
Et par krummer efterlader jeg, ikke et offer – blot en tak.

Ved at den forstår – jeg kommer ned, om morgenen,
til tre perfekte –
genskabte –
uberørte – 
kridhvide og dug-dækkede dele af spindet –
og én
sidste,
efterladt myg,
ikke et offer, blot et tak.